Islands litterære mirakel

man04mar19:00man21:00Islands litterære mirakelIslandsk litteratur er en kæmpesucces. Hvorfor?

Beskrivelse

Foredraget tager udgangspunkt i den kolossale succes, som islandsk litteratur i disse år oplever både i Norden og ude i den endnu større verden. Man kan bare nævne forfattere som Sjón og Jón Kalman Stefánsson, eller Auður Ava Ólafsdóttir, som i 2018 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen AR og nu senest er bogaktuel på dansk med EDEN, oversat af Erik Skyum-Nielsen, som i løbet af 2023 desuden har fordansket digte og noveller af den sprogkræsne stilist Gyrðir Elíasson, prisvinderen fra 2011.

Hvori består, må man spørge, det særligt islandske? Hvordan adskiller nyere islandske romaner og digte sig fra anden litteratur? Kan succesen have sin forklaring i, at de moderne islandske forfattere lægger særlig vægt på at forbinde og forene forskellige verdener og forskellige fortællemåder? Og hvilken rolle spiller saga- og edda-traditionen? Med afsæt i spørgsmål som disse vil arrangementet tilstræbe at formidle den gode læseoplevelse og give tilhørerne inspiration til at læse (endnu mere) islandsk litteratur.

Arrangør: Biblioteket og Foreningen Norden i samarbejde med Viborg Folkeuniversitet

Klik her for at købe billet på Bibliotekets hjemmeside
Billet: 100 kr

 

Erik Skyum-Nielsen er mag. art. i nordisk litteratur 1974 fra Københavns Universitet. Fra 1974 til 1978 dansk lektor ved Islands Universitet. Siden 1978 fast litteraturkritiker ved dagbladet Information. 2003-2023 lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. 2005-2010 provst ved Regensen.
Erik Skyum-Nielsen har siden 1980 oversat næsten hundrede litterære værker fra islandsk og færøsk, og desuden udgivet en lang række litteraturkritiske bøger, bl.a. Ud af skyggerne, kvindernes litteraturkanon (2023).

Tid

mandag d. 4/3 kl. 19:00 - mandag d. 4/3 kl. 21:00(GMT+01:00)