Den politiske situation i USA

tir16apr19:00tir21:00Den politiske situation i USAEt skæbneår for det amerikanske demokrati

Beskrivelse

2024 kan meget vel blive et skæbneår i amerikansk politik. Op gennem amerikansk historie har USA været betragtet som et særdeles stabilt forfatningsbaseret demokrati. Den opfattelse har gradvist ændret sig de seneste par år. Nok er USA fortsat verdens førende supermagt, og den amerikanske økonomi fortsat et lokomotiv for verdensøkonomien, men på begge politiske fløje kan man nu finde en udbredt opfattelse af, at den politiske polarisering mellem de to store partier – demokrater og republikanere – har nået et niveau, hvor det er sværere for mange at bevare tilliden til demokratiets bærende institutioner. Samtidig vinder konspirationsteorier og autoritære ideer frem i en del af den amerikanske befolkning, hvilket har gjort det endnu sværere at holde sammen på nationen. Nogle taler ligefrem om, at USA befinder sig i en ”kold borgerkrig”.
Mange havde håbet, at feberkurven var knækket efter ”Stormen på Kongressen”, den 6. januar 2021. Det skete ikke. Nu ser mange amerikanere i stedet med en blanding af håb og frygt frem mod præsidentvalg og kongresvalg i november 2024. Mange amerikanere udtrykker en længsel efter et mere forsonligt klima – mere ”normale” tilstande – men hvad vil det kræve? I sit foredrag analyserer Niels Bjerre-Poulsen med udgangspunkt i den aktuelle politiske situation i USA, nogle af de faktorer, som til mange iagttageres overraskelse har svækket det amerikanske demokrati.

Arrangør: Biblioteket i samarbejde med Viborg Folkeuniversitet

Klik her for at købe billet på Bibliotekets hjemmeside
Pris: 100 kr.

Niels Bjerre-Poulsen er Cand. mag. i Historie og Amerikanske Studier fra Københavns Universitet, og Ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara. Han er ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet, og er forfatter til en lang række bøger og artikler om amerikansk historie, politik og samfundsforhold i USA. I mere end 25 år har Niels Bjerre-Poulsen også hyppigt kommenteret disse emner i de danske medier. Han skriver nu på et større værk om USA’s præsidenter og nationens politiske historie.

Tid

tirsdag d. 16/4 kl. 19:00 - tirsdag d. 16/4 kl. 21:00(GMT+02:00)