Nannas fortælling

En skæbnefortælling om Nanna Bille i perioden 1900-1920, baseret på personlige breve og fotos samt tidens aviser, journaler, kirkebøger og meget mere.
Ulla Hæstrup lader os opleve sin oldemor, Nanna, i tidens samfund fortalt i en blanding af dokumentar og poetisk fiktion.

Dato: Onsdag den 28. oktober 2026
Tid: kl. 19.30 - 21.15
Pris(er): 150

Beskrivelse

Nannas Fortælling er en skæbnefortælling om en særlig kvinde i perioden 1900-1920. Vi følger fortællingens tråde i genrer mellem dokumentar, erindringer, historisk undersøgelse og poetiske nedslag i et fiktionsunivers med soundscape og originale billeder som illustration.

Nanna Bille, født Wolfhagen, kom til verden i 1883. Hun voksede op i København og blev gift med ingeniør og opfinder Harald Bille. Nanna rejste siden alene og sammen med Harald til Kina og England, og sammen skabte de et eventyrligt liv. Et eventyr der desværre fik en meget dramatisk afslutning.

Undervejs skrev Nanna breve og tog mængder af fotos. Dem har Ulla Hæstrup samlet og integreret med originale jordemoder-rapporter, dødsattester, avisartikler, journaler, protokoller, kirkebøger, personlige dokumenter og artefakter. Vi oplever her et usædvanligt kvindeliv i en tid, der deler fælles træk med vores tid i form af betydelige sociale, teknologiske, og geopolitiske forandringer.

Vi dykker ned i en epoke med mange nye opfindelser, teknologi og kommunikationsveje. Med verdenskrig og likvideringer. Rejser, dødfødsler, depression og gudsfrygt. Sygdom, epidemier og tabuer. Alt sammen noget, Nanna Bille oplevede i sit liv, i sin familie og på sin egen krop. Det er samlet i en livshistorie, med et detaljeret blik på kvinderoller, virkelighedens Lykke-Per-skæbner, landsbyslægter og borgerskab. Og ikke mindst stor kærlighed.

Foredragsholder

Ulla Hæstrup
Ulla Hæstrup

Ulla Hæstrup, cand.mag. i filmvidenskab og dansk, har arbejdet i mange år som redaktør og filmkonsulent i bl.a. Danmarks Radio, Det danske Filminstitut og nu i Den Vestdanske Filmpulje i Århus. Det er denne baggrund som inspirerer til en faglig tilgang til foredragets materiale ved at bruge storytelling som et greb i både slægtsforskning og historie forståelse.
Ulla Hæstrup er oldebarn af Nanna Bille, hvis liv hun har researchet grundigt for at skabte et personligt foredrag med en præmis om at møde et menneske, vi aldrig har kendt, men hvis fortælling er flettet ind i vores fortid, og hvis ekko lyder i den tid, vi lever i nu.

Køb billetter

Vælg antal billetter og læg i kurv.

150,00 kr.

Find vej

Regionshuset
Indgang C fra p-pladsen ved Tingvej
8800 Viborg

Kommende arrangementer