Musikhistorie om senromantikken - 6 onsdage kl. 15.00 - 17.00.

Efter Napoleons krigene og revolutionerne i 1830 og 1848 oplevede Europa i slutningen af det 19. århundrede en relativ rolig periode. I det første årti af det nye århundrede opstår der i kraft af industrialiseringen sociale uroligheder og på den internationale scene  spændinger som kulminerede med 1. verdenskrig (1914-18). Indenfor musikken udfordrede komponisterne traditionen og søgte nye udtryksmuligheder, og perioden fra 1870-1914 bliver således en foreløbig afviklingen af den klassisk-romantiske periode.

Symbolisme, impressionisme, naturalisme og ekspressionisme er alle begreber som har sine rødder i slutningen af det 19. århundrede. Musikken afspejler alle disse ismer på forunderlig vis. Stilistisk bliver musikken langt mere mangfoldig end man havde set i tidligere tider. Hos Gustav Mahler blandes det naive og banale med det dybeste sjæleudtryk. Med musikken til operaen ”Elektra” 1908, mente Richard Strauss, at han havde nået grænsen for hvad mennesket var i stand til at opfatte som musik. I Norden skaber Carl Nielsen og Jean Sibelius symfonier, som på én gang bryder med- og viderefører den romantiske ånd. Hos de russiske komponister Alexander Skrjabin og Sergej Rachmaninov føres den virtuose klaverkoncert til kulmination. Efter flere årtiers ”tornerosesøvn” melder England sig igen på det musikalske verdenskort med komponister som Edward Elgar, Ralph Vaughen Williams og Gustav Holst.

Jan Mygind har studeret musikteori og historie på Nordjyllands Musikkonservatorium. I dag er han ansat ved Aars Kirke, hvor han har etableret et vokalensemble, med hvem han har opført værkerne Buxtehudes Membro og Händels Messias. Jan Mygind har desuden en omfattende foredragsvirksomhed.